Menneskets link til naturen

SIGURD HARTVIG er medgrundlægger af ViNatur og har en baggrund som seniorkonsulent og underviser. ViNatur er blandt de førende eksperter indenfor koblingen mellem naturen, det bæredygtige arbejdsliv og mental sundhed, og de tilbyder kurser, uddannelser og temadage til virksomheder og organisationer.

www.vinatur.dk

Vi er skabt til at leve i naturen. Vi er skabt af de samme grundstoffer, og ligesom de fleste dyr er vi afhængige af ilten, der produceres af træer og planter, og af energien, der kommer fra solens stråler. Vi får vores føde fra dyrene og planterne omkring os, fra jorden og fra havet. Og vi drikker alle af det samme vand fra kilder og undergrunden.
Vi er en del af naturens kredsløb.
Engang arbejdede og levede vi med naturen, i modsætning til i dag, hvor vi er nødt til at planlægge en tur i skoven eller en spadseretur langs stranden. Mange lever i dag i store byer, hvor naturmiljøer er mindre tilgængelige, og vi ser ikke længere os selv som forbundet med naturens økosystem. Den manglende kontakt til og samhørighed med naturen kan være en af årsagerne til, at mentale udfordringer er blevet et af Vestens store folkesundheds- problemer.
Interessen for naturen, og ikke mindst naturens positive indflydelse på vores krop og psyke, er heldigvis stigende, og indenfor videnskaben bliver naturens helende virkning løbende dokumenteret. Forskning har dokumenteret, at ophold i naturen blandt andet kan reducere symptomer på stress og depression, styrke immunforsvaret, sænke blodtrykket, reducere sygefravær og forbedre nærvær, humor og selvværd.

Når du opholder dig i naturen, lytter til regnen, der falder, mærker solens stråler mod dit ansigt eller er i kontakt med dyr eller planter, forbinder du dig med den mest livgivende energi - naturens energi. Det ubrydelige og dynamiske bånd, der er imellem mennesket og naturen, plejer og helbreder os. Vi er en del af noget fælles. Vi er ikke adskilt eller uafhængige af naturen - naturen er i os, og den er forbundet med os via åndedrættet.

Eftersom vi er skabt til at leve i tæt samspil med naturen, har vi også en forkærlighed for naturmiljøer. Det mener den amerikanske biolog Edward O. Wilson, der har udviklet den evolutionspsykologiske biofilia-teori, som er blevet videreudviklet af en række forskere i bogen The Biophilia Hypothesis. Ifølge teorien er mennesker genetisk programmerede til at søge slægtskab med andre levende organismer og "den ikke-menneskeskabte verden", som naturen er. Vi er evolutionært forprogrammerede til et liv tæt på naturen, og vores identitet og psykologiske følelse af tilfredshed afhænger af vores nœre forhold til naturen.
Naturen er en del af menneskets DNA, men alligevel har vi gennem mange år bevæget os længere og længere væk fra naturen og vores slægtskab til den.

Tilbage i tiden var vi underlagt naturens orden og betingelser, og vi var nødt til at stole på vores grundlæggende følelser - det vil sige vores ubevidste og instinktive kropslige reaktioner - hvis vi skulle overleve. Med et moderne hverdagsliv i byen vælter informationerne ind over os det meste af tiden, og vores grundlæggende følelser er slet ikke tilpasset disse nye levevilkår. Det kan forårsage følelsesladet hyperaktivitet og vanskeligheder med følelsesmæssig regulering, da det irrationelt kan opleves som en trussel. I sidste ende kan det føre til problemer med stress, angst, depression og udbrændthed.

Sammenlignet med bymiljøer er det i naturen lettere for os at bedømme, når en trussel er ovre. Det gør det muligt for vores krop og sind at give slip på den kropslige stressrespons, når vi har varet udsat for en oplevet trussel, så vi efterfølgende kan slappe af og komme os fysisk og psykisk.
Det var først i forbindelse med industrialiseringen for cirka 140 år siden, at vi for alvor begyndte at distancere os fra naturen. Med industrialiseringen og udviklingen af den moderne verden begyndte vi at få skemalagte liv og arbejdstider. Vi rykkede inden døre, og naturen kom for første gang rigtig på afstand af vores hverdagsliv.

Selvom vores liv på mange måder er blevet mere behageligt og komfortabelt end vores forfædres, så er vi på den anden side blevet helt afkoblet fra naturen og dens cyklus. Ved hjælp af teknologi og kunstigt lys behøver vi ikke længere at lade os styre af naturens og dagsrytmens skift, og derfor behøver vi heller ikke drosle vores aktivitetsniveau ned om vinteren, men kan være lige arbejdsomme og effektive året rundt.
‍
Urinstinkter

Vi kan lære meget om os selv ved at genetablere kontakten til naturen, genopdage vores fantastiske krop og sanseapparat og forstå vores urinstinkter med inspiration fra fortidens jager- og samler- kulturer.

När vi opholder os i naturen, registrerer vi gennem vores urinstinkter med det samme, om der er trygt eller ej. De naturlige omgivelser kan vi instinktivt aflæse, når vi åbner vores sanser, og helt ubevidst stoler vi på, at vores urinstinkter registrerer, hvis der er farer, vi bør reagere på.

Det betyder, at det er muligt for os at slippe kontrollen og tankerne i naturen, lige indtil vores instinkter eventuelt fortæller os noget andet. I naturen er det muligt at være til stede uden hele tiden aktivt at skulle analysere de informationer, der kommer ind. Vi behøver ikke at tænke over, hvad der skete i går, og hvad der skal ske i morgen. Den rationelle del af hjernen kan dermed få en pause, nervesystemet kan finde ro, og det bliver muligt at være til stede her og nu.
Vi kan altså aktivt bruge naturen til at stresse af og lade op og give os selv en pause fra det moderne livs hurtige tempo og krav om at effektivisere, præstere og vælge.

Ifølge de to psykologiprofessorer Rachel Kaplan og Stephen Kaplan er det særligt i naturområder, vi oplever som smukke og lidt mystiske, at vi kan slappe af - en sti på vej ind i skoven, toppen af fjeldet, ved havet eller med udsigt til en solnedgang. Men også steder, hvor man skal gå på opdagelse og ikke lige kan se, hvad der er rundt om det næste hjørne. Det pirrer vores nysgerrighed. Vi skal gerne opleve at komme væk fra hverdagens travlhed og rutiner, og på samme tid skal naturen helst være interessant, så den kan fastholde vores interesse i længere tid - men uden at den afkræver vores direkte energikrævende opmærksomhed.
I sådanne typer natur kan vi restituere. Her får den direkte analyserende opmærksomhed en pause, så vi kan vende tilbage til hverdagens gøremål med fornyet energi, forbedret koncentration og en oplevelse af at være mere friske.

Træeer, tryghed og åbne vidder.

Mennesket er biologisk tilpasset den oprindelige natur på den afrikanske savanne. Derfor foretrækker vi også i dag lignende miljøer med vand, spredte store træer med lave stammer og brede trækroner, grøn og varieret beplantning, åbne rum, snoede stier, niveauforskelle i terrænet samt lysninger.

Stille rislende vand, frodig beplantning og høj biodiversitet virker også dragende på os, da vi ved, at det er muligt at finde mad i sådanne naturområder. Samtidig skal naturen gerne vare tryg, så vi kan skjule os, og overskuelig, så vi kan sikre os, at der ikke er farer til stede. I stedet kan vi så bruge vores energi på at slappe af og lade op. Hvis man er meget stresset eller ramt af en alvorlig livskrise, kan de faste elementer i naturen være mest dragende. Som eksempel kan der være en stor tryghed i at sidde på en stor sten eller læne sig op ad en tyk træstamme og mærke den stabilitet og støt- te, som stenen og træet kan give på grund af deres fasthed, styrke og mangeårige solide forankring på samme sted.

Afsnit gengivet med tilladelse.
Fra bogen: 
Paarup, Lotte. (2021). Når kroppen siger fra: Tag kontakten igen. ContentPublishing.